Flere markante Venstre-politikere bryder reglerne

Valgplakater til Folketinget må først hænges op lørdag kl. 12, men allerede nu hænger flere plakater i lygtepælene.

Billedet her er taget lørdag omkring kl. 10 - altså to timer før valgplakaterne må hænges op. Foto: Jeppe Olsen

Reglerne er klare og tydelige, men alligevel overholder flere politikere dem ikke.

Det er først tilladt at hænge valgplakater til Folketinget op i dag kl. 12, men i Silkeborg Midtby kunne man lørdag formiddag allerede se ansigterne på Kristian Pihl Lorentzen, Kristian Jensen og Gitte Willumsen fra Venstre. 

Regler for ophængning af valgplakater:

Valgplakater må ophænges i perioden fra kl. 12.00 den fjerde lørdag inden valgdagen og indtil 8 dage efter valget.

 

Plakater der er ophængt før kl. 12 den fjerde lørdag inden valgdagen vil blive fjernet. Silkeborg Kommune opfordrer til at opsætningen på private arealer i det åbne land, private bygninger og arealer i byzone, følger den lovbestemte ophængningsperiode for ophængningen ifølge vejlovens § 84.

 

Kilde: Silkeborg Kommune

Det gør Thomas Jensen fra Silkeborg, der opstiller for Socialdemokratiet, TV2 ØSTJYLLAND opmærksom på. 

Vi har efterfølgende selv haft en journalist på stedet, som kan bekræfte, at de tre Venstre-profiler hænger flere steder.

Billedet her er taget af en journalist fra TV2 ØSTJYLLANDi Silkeborg Midtby omkring kl. 10 lørdag. Foto: Jeppe Olsen

- Det er jo ulovligt, og Venstre er jo bagud i meningsmålinger, og så tror de, at de på den her måde kan snyde vælgerne, så der ikke er plads de gode steder til andre partier, siger Thomas Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Han synes derudover, at de på den måde er med til at øge politikerleden i Danmark.

- Det, der er ekstra beskæmmende, er, at det er Venstres vejordfører, der bryder loven. Det gælder for alle andre, men ikke for dem. Det er med til at skabe politikerlede – især også, når Venstres kronprins gør det, siger Thomas Jensen.

Kristian Pihl Lorentzen er Venstres transportordfører. Hans valgplakater hænger allerede i flere lygtepæle i Silkeborg midtby, selvom de først må hænges op kl. 12 lørdag. Poul Elmegaard fra De Radikale stiller op til Europaparlamentet. Deres plakater må gerne hænges op nu. Foto: Jeppe Olsen

Har ikke selv organiseret det

Kristian Jensen er næstformand i Venstre. Kristian Pihl Lorentzen er transportordfører, og Gitte Willumsen er medlem af Plan- og Vejudvalget i Silkeborg Kommune.

Sidstnævnte siger til TV2 ØSTJYLLAND, at hun er rigtig træt af det.

Reglerne gælder også for os, og det er derfor, jeg har nogen ude og kigge på det.

Gitte Willumsen (V), folketingskandidat

- Det undrer også mig, at de hænger der allerede. Det er ikke noget, jeg har organiseret. Jeg har sagt til mine folk, at de skulle hænges op klokken 12 - ikke tidligere, siger Gitte Willumsen (V).

Hun siger, at hun lige nu har en fra sin familie ude for at kigge på det og understreger, at landets regler også gælder for politikere. 

- Reglerne gælder også for os, og det er derfor, jeg har nogen ude og kigge på det. Jeg er træt af det og prøver at gøre noget ved det, siger Gitte Willumsen.

VU'er misforstod beskeden

Mads Kristiansen fra Venstres Ungdom i Silkeborg skriver til TV2 ØSTJYLLAND, at de har misforstået en mundtlig overlevering om, hvornår plakaterne skulle hænges op.

- De tre politikere, det er tale om, vidste ikke, at plakaterne blev hængt op for tidligt. Fejlen ligger hos os i VU Silkeborg, da vi misforstod en mundtlig overlevering: “I må først hænge op klokken tolv lørdag”, hvilket vi fejlagtigt tolkede som midnat. Vi har været i gang med at hive plakaterne ned igen, og venter til klokken 14 med at genopsætte dem, skriver Mads Kristiansen.

Læs også Kirsten Normann Andersen: - Jeg har det svært, når politik er beskidt

Han tilføjer derudover, at Thomas Jensens (S) valgplakater også blev hængt op for tidligt.

TV2 ØSTJYLLAND har forsøgt at få en kommentar fra Kristian Pihl Lorentzen (V), men uden held. Vi har derudover ringet til Silkeborg Kommune for at høre, om plakaterne vil blive fjernet, men da kommunens administration holder lukket, har det ikke været muligt at få en kommentar.

Vi har siden artiklen blev offentliggjort fået at vide, at flere andre politikere også har hængt deres plakater op før kl. 12 lørdag.

01:08

VIDEO: I dag klokken 12 måtte landets folketingspolitikere og deres hjælpere finde strips og stiger frem, da det fra dette tidspunkt vat tilladt at hænge valgplakater op. Se mere i dette tv-indslag.

Luk video