Flere førtidspensionister kommer i job
Århus Kommune har igennem de sidste halvandet år fået 102 førtidspensionister i job. En erfaring der nu skal gives videre.
Det samlede antal førtidspensionister i Århus er cirka 11.700 og rådmand Laura Hay mener, at den nye ordning er en succes.
- Vi har i Århus Kommune i flere år haft gode resultater med at etablere skånejob til førtidspensionister. Og nu har vi også opnået gode resultater på det ordinære arbejdsmarked. En helt klar forudsætning for vores succes er stort ledelsesmæssigt og politisk fokus på området samt jobkonsulenternes brændende engagement. Det kan andre kommuner lade sig inspirere af, fortæller rådmanden i en pressemeddelelse.
Kommunen har i projektet gjort mere ud af det opsøgende, afklarende og oplysende arbejde. Målgruppen er førtidspensionister generelt, men med særlig fokus på førtidspensionister under 40 år.