Flere dømte på retspsykiatrisk

Flere dømmes til behandling, og det betyder mangel på sengepladser på Psykiatrisk Hospital i Risskov.

På fire år er antallet af patienter, der indlægges på Retspsykiatrisk afdeling på Psykiatrisk Hospital i Risskov med en dom fra retsvæsnet, øget fra 69 til 228, skriver JP Århus. Det svarer til en stigning på 230 procent.

Og det kan mærkes på hospitalet.

- Vi mangler deciderede retspsykiatriske sengepladser, og det arbejder man på at skaffe midler til. I første omgang sker det ved at omdanne etablerede sengepladser til retspsykiatriske pladser, forklarer Per Jørgensen, cheflæge i psykiatrien i Region Midtjylland, til avisen.

På retspsykiatrisk afdeling i Risskov har man netop oprettet 16 nye pladser til patienter med en dom. Men det koster samtidig fire almindelige sengepladser, og det er den generelle tendens.

- Der kommer flere og flere, der er dømt til retspsykiatrisk foranstaltning, som skal have en plads. De pladser var tidligere til andre patienter, som derfor kan komme kraftigt i klemme, siger Niels Callesøe (SF), formand for psykiatri- og socialudvalget i Region Midtjylland.