Flagermus spærrer for vej
Naturstyrelsen nedlægger veto mod vej
En koloni af sjældne damflagermus og en truet bestand af vandsalamander får nu afgørende betydning for en planlagt kommunevej ved Silkeborg.
Naturstyrelsen har netop vendt tommelfingeren nedad til, at en kommende vejstrækning - kaldet fortsættelsen af Drewsensvej - der skal krydse Gudenåen mellem to fredede jernbanebroer, erfarer Ekstra Bladet.
Begrundelsen er, at vejen vil ødelægge den værdifulde natur omkring skovene.
- Det er ærgerligt, men jeg er ikke overrasket, siger Frank Borch-Olsen (K), vejudvalgsformand i Silkeborg Kommune, til EB.dk.
Silkeborg Kommune vil nu forsøge at finde en løsning på problemet. Det kan dog blive svært, da en del af det berørte område tilhører staten.
Ifølge Frank Borch-Olsen (K) vil kommunen arbejde på at få godkendt planerne på trods af Naturstyrelsens afgørelse.