Festivalgæster vil sove i øldåser
Danmarks Smukkeste Festival har stor succes med at udleje øldåse-hytter til gæsterne.
16. mar 2006, kl. 12:35
Mere end 30 dage gammel
Tag til rock-festival og overnat i en øldåse. Sådan lyder tilbuddet til gæsterne på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg. Og gæsterne er tilsyneladende vilde med konceptet.
Øldåse-boligerne havde premiere sidste år. Her var de så stor en succes, at hele 2.200 festivalgæster har ønsket at bo i en dåse under dette års festival.
Der er dog kun godt 100 dåser til rådighed, og derfor har festivalen måttet trække lod blandt ansøgerne.
Hver dåse indeholder to sengepladser og et lille opholdsrum med køleskab og kolde øl. Det koster små 3.000 kroner at leje øldåsen.