Fem markbrande på samme tid: Djursland på den anden ende

Brandfolkene hos Beredskab og Sikkerhed på Djursland har haft usædvanlig travlt lørdag

00:56

Her ses video fra en af de mange markbrande på Djursland i dag. I dette tilfælde var det en mark nær Grenaa, der var brudt i brand under høsten.

Normalt er der højst et par stykker om ugen, i dag har der været fem på samme tid, og inden dagen er omme forventer brandvæsenet på Djursland at runde de 15 markbrande.

- Norddjurs og Syddjurs Kommune har stået på den anden ende i dag. Vi har haft fem markbrande på samme tid. Normalt er der en-to stykker om ugen, siger beredskabsdirektør hos Beredskab og Sikkerhed, Kasper Sønderdahl, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Brandstationer kaldt ud til 55 naturbrande på knap to måneder

Stort set alle stationer på Djursland er eller har været i aktion, og man har sågar været nødt til at få hjælp fra Randers. Der har været brande i Allingåbro, Glesborg, Grenaa og Kolind for blot at nævne nogle af stederne. 

- Fra Randers har vi hentet en ekstra indsatsleder, og så har vi et fuldt slukningstog herfra, som har været standby på Djursland. Så vi hele tiden er sikker på, at vi er ordentlig dækket, siger beredskabsdirektøren.

00:16

VIDEO: Torsdag omkom en 41-årig brandmand i forbindelse med en markbrand i landsbyen Tåstrup syd for Aarhus. I dag mindes han med blomster ved den udbrændte mark. Video: Palle Hansen

Luk video

Gode til at hjælpe hinanden

- Når vi pludselig aktiverer fem-seks brandstationer samtidig, så skal der stadig være nogle standby, fortsætter han.

Heldigvis for både brandfolk og markejerne har folk i den knastørre natur været gode til at opdage brandene tidligt.

Det har været en atypisk periode den seneste måned, men i dag har været exceptionel, hvor det hele er kommet samtidigt.

Kasper Sønderdahl, beredskabsdirektør 

Og så er landmændene gode til at hjælpe hinanden.

- Der er enorm stor velvillighed. VI kommer med vand, men det, der virkelig kan inddæmme det, det er at lave brandbælter og rydde jord. Der fungerer samarbejdet mellem landmændene og os utrolig godt, siger Kasper Sønderdahl.

Læs også Markbrande er ekstremt farlige: - Det var en heroisk indsats

Årsagen til de usædvanlig mange markbrande lige nu ligger formentlig i, at det er høsttid.

Ingenting til før der springer en gnist

 - Der skal ingenting til, før der springer en gnist, og så har vi balladen. Hvis mejetærskeren rammer en sten eller lignende. Det har været en atypisk periode den seneste måned, men i dag har været exceptionel, hvor det hele er kommet samtidigt, fortæller beredskabsdirektøren.

Han er dog samtidig glad for, at beredskabet har kunnet stå distancen, selvom man har været max presset.

Flere hektar udbrændte ved en af brandene nær Grenaa. 

Ingen af brandene har endnu været så voldsomme, at politiet har været nødt til at træde til.

- Vi bliver først en del af branden, hvis der skal evakueres folk eller spærres af. Og så galt har det heldigvis ikke været, siger vagtchefen hos Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Også i andre dele af Østjylland har der været brande i dag - blandt andet i Odder.