Randers FC måtte nøjes med ét point hjemme mod FC Nordsjælland

FC Nordsjælland var under pres, men kunne tage et enkelt point med hjem efter 1-1-kampen mod Randers

Det blev til et point hver i superligakampen. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

1-1 blev resultatet, da Randers FC og FC Nordsjælland mødte hinanden i Randers søndag eftermiddag i Superligaens 16. spillerunde. 

Randers var bedst og pressede gæsterne. Hjemmeholdet formåede dog ikke at omsætte chancerne til mål og må derfor tage til takke med et enkelt point.

Læs også Minut for minut: Chancer i begge ender i superligakampen i Randers

Dermed er FC Nordsjælland forsat uden sejr på udebane i sæsonen. 

De to mandskaber lå før kampen side om side på henholdsvis 10.- og 11.-pladsen og med en sejr kunne de spille sig bedre med i kampen om top-6-pladserne. 

Det blev kun til to mål, selvom kampen ikke manglede målchancer. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Resultatet betyder, at holdene i hvert fald kortvarigt rykker to placeringer frem.

Hjemmeholdet fik en skidt start på opgøret og kom bagud allerede efter to minutter, da Nordsjælland-angriberen Andreas Skov Olsen steg til vejrs og headede gæsterne foran med 1-0. 

Randers skulle ryste den tidlige scoring af sig, men da det skete, var kronjyderne flere gange tæt på at udligne.

Randers svarer igen

Efter 37 minutter sendte Randers-angriberen Marvin Egho bolden i mål, men desværre for hjemmeholdet blev målet annulleret for offside. 

Randers pressede på for udligningen, men måtte gå til pause bagud 0-1.

Randers pressede modstanderne i bund, men det var ikke nok til en sejr. Foto: undefined

Hjemmeholdet skulle kun bruge fire minutter i anden halvleg, før der var udlignet til 1-1. Angriberen Benjamin Stokke stod helt fri bagest i feltet, og derfra havde han ingen problemer med at score sit femte sæsonmål. 

Kort efter havde nordmanden bolden i mål igen, men for anden gang i kampen fik Randers underkendt en scoring for offside.

Læs også Selskab bag Randers FC præsenterer rødt millionregnskab

Efter 73 minutter blev det til en sjælden FC Nordsjælland-chance, da gæsternes målscorer, Andreas Skov Olsen, viste prøver på sit store talent, da han flot vendte rundt og sendte et langskud lige forbi mål.

Det kom ikke tættere på et sejrsmål for de to mandskaber, og det endte derfor 1-1 i Randers.