FC Barcelona til Århus
AGF bekræfter, at FC Barcelonas fodboldstjerner besøger Århus i næste måned.
Den spanske storklub FC Barcelona har igen i år valgt at henlægge en del af sin sommertræning til Århus.
Champions League-vinderne skrev for kort tid siden selv på klubbens officielle hjemmeside, at klubben skulle til Danmark, og onsdag morgen kunne AGF så bekræfte historien.
Barcelona var også sidste år i Århus. De spanske mestre skal møde AGF i en opvarmningskamp den 28. juli klokken 20 på NRGi Park.
- Vi havde et meget fint ophold i Århus sidste år, og vi blev vældig godt behandlet af Århus Elite og Århus by. Derfor er FC Barcelona meget glade for at komme tilbage til Århus og alle vores fans som optakt til den nye sæson, siger holdets sportsdirektør, Txiki Beguiristain i en pressemeddelelse.
Barcelonas håndboldhold kommer til Århus fra den 20. til 26. august og spiller mod Århus GF den 21. august. /ritzau/