Farvel til dankortet
Randers-butikker går forrest med mobilbetaling
Randers vil være den danske by, hvor det er nemmest at bruge sin smartphone til at betale for varerne i butikkerne.
Ifølge Randers Cityforening vil det til efteråret være muligt at betale med mobilen i de fleste af byens butikker.
På et pressemøde i butikken Ønskebørn demonstrerede cityforeningen tirsdag formiddag, hvordan det den nye betalingsform fungerer.
For forbrugerne er det meget enkelt: Hvis der står et stort blåt æg på disken, er det muligt at betale uden at tage hverken penge eller dankort frem.
- Vi synes, det er utroligt interessant, at vi kan være med til at lancere en helt ny sikker og nem betalingsmåde, som er meget kundevenlig. Og så er det med til at sætte en stor streg under Randers som en dynamisk handelsby, som følger med udviklingen, siger direktør for Randers City Forening Jørgen Vittrup i et direkte interview på TV 2 | ØSTJYLLAND.
Andre apps til betaling af varer er løbende blevet kritiseret for, at de er for langsomme at anvende. Ifølge Jørgen Vittrup er det ikke tilfældet med den nye randrusianske ordning.
- Hvis man har prøvet det, vil man finde ud af, at det er mindst lige så hurtigt som det, man kender fra dankortsystemet - i mange tilfælde hurtigere.
Se mere i videoen øverst på siden.