Får løn for at passe egne børn
Silkeborg Kommune vil tiltrække flere dagplejemødre ved at betale dem for at passe deres egne børn.
De kommunale dagplejere i Silkeborg skal have løn for at passe deres egne børn, oplyser Østjyllands Radio.
Med det nye initiativ vil kommunen gøre jobbet mere attraktivt for nye medarbejdere, siger formanden for Børne- og Undervisningsudvalget i Silkeborg, Lars Faarup. Silkeborg Kommune har nemlig haft svært ved at rekruttere nye dagplejere i visse områder.
Men det er ikke rimeligt at lokke dagplejere til ved at love dem betaling for egne børn, mener pædagogernes fagforening BUPL.
- Alle andre, der skal have passet deres børn, må jo betale for det, og vi får ikke løn for at passe vores egne børn, siger Else Marie Møller, formand i Århus Amt.
Se mere i TV2 / ØSTJYLLAND kl. 19.30.