Fans boykotter Randers FC
Stemningen har været mat på Essex Park siden sommerpausen. Og det skyldes ikke kun de sportslige skuffelser på grønsværen.
Ifølge en stadionvagt har et medlem af fanfraktionen Royal Blue kastet et fyldt plastikkrus med fadøl mod vagten.
Efter episoden har Randers FC besluttet at idømme tilhængeren et års karantæne fra klubbens kampe - også selv om han nægter nogensinde at have kastet øllen.
Karantænen har fået Royal Blue og dets cirka 50 medlemmer til at stoppe alt støtte til holdet og blive væk fra klubbens kampe.
- Vi boykotter klubben, for man har givet et medlem karantæne på en baggrund, der ikke eksisterer, forklarer formand for Royal Blue Brian Sørensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Randers FC befinder sig i øjeblikket i klubbens største sportslige krise nogensinde og ligger på sidstepladsen i SAS Ligaen. Samtidig må spillerne konstatere, at opbakningen fra tribunerne er faldet markant efter sommerpausen.
Royal Blues medlemmer er kede af, at de ikke støtter klubben i den nuværende situation, men de ser ingen anden udvej.
- Det er jo træls, at vi ikke kan støtte vores hold - det går jo ikke særligt godt. Det gør ondt, at vi ikke kan komme af sted, og at vi er nødt til sådan noget pjat på grund af en øl. Men det er den eneste måde, vi kan vise det på, siger Brian Sørensen.
Randers FC inviterede tirsdag aften til et såkaldt dialogmøde med klubbens fans. På mødet blev det diskuteret, hvordan der kan skabes mere stemning til hjemmekampene.
Beslutningen om at afvise medlemmet af fanfraktionen Royal Blue i hele denne sæson bliver dog ikke ændret.
- Den pågældende sag er diskuteret meget i klubben - både internt og med supporterne. Og den står ikke til at ændre. Den står vi ved, siger direktør i Randers FC Jacob Nielsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Fanfraktionen Royal Blue var repræsenteret ved tirsdagens møde, men medlemmerne udvandrede kollektivt i protest mod at klubben ikke vil ændre karantænen af det medlem, der er beskyldt for at kaste med øl.
Du kan se et tv-indslag om striden ved at klikke i boksen ovenfor til højre.