Familie har radonsikret deres hjem for over 100.000 kroner
Efter en radonmåling stod det klart for en familie nord for Aarhus, at noget måtte gøres. I dag har de brugt over 100.000 kroner på at sikre sig
Det er hverken til at se, mærke eller lugte, men et stort antal østjyder har en ubuden gæst i hjemmet.
Radon er en gasart, der findes i undergrunden og som kan trænge ind i huset gennem sprækker og revner - og som kan forårsage lungekræft.
Her om vinteren er det værst og derfor opfordres boligejere til at få målt gasarten, som Niels Poulsen og Charlotte Mors fra Risskov, der for 17 år siden flyttede ind i en villa i Risskov.
- Radon var ikke en bekymring, vi havde, da vi købte huset, for der var det ikke blevet moderne at snakke om radon, siger Niels Poulsen til TV2 ØSTJYLLAND.
De seneste to vintre har 1.825 husstande i Aarhus Kommune målt radonniveauet i deres boliger via radonfrithjem.dk. Knap halvdelen af de målte boliger havde et højere niveau, end det Sundhedsstyrelsen anbefaler.
- Vi gik ikke i panik
For to år siden fik familien Mors Poulsen også målt deres villa for radon, og niveauet viste sig at være højere end anbefalet. Målingen af radonniveauet satte gang i en større renovering, som familien havde gået og overvejet.
- Så tænkte jeg, jeg kan vælge at lukke øjnene, eller jeg kan vælge at handle på det, og det valgte vi. Jeg synes ikke, vi gik i panik. Sandsynligvis er det noget, der har været der altid, men nu ved vi, hvad det gør. Og så kan vi reducere det, siger Charlotte Mors.
Radon kommer op fra undergrunden og siver op i husene, hvis ikke de er sikret.
- Derfor inhalerer man det, fordi det er en gas, som så inhaleres sammen med de andre elementer af den luft, man indånder, og det fører til en bestråling af lungerne. Det kan ende med lungekræft, siger Torben Sigsgaard, der er professor på Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet.
Derfor måtte familien bryde deres gamle gulv op og lægge et radonsikkert underlag, ny cement og nyt gulv. Familien Mors Poulsens hjem er altså i dag pakket ind i en membran af plastik for at holde radonen ude.
Det hele har da også være en dyr omgang for familien. Radon-sikringen har indtil videre kostet et sted mellem 100.000 og 130.000 kroner, og de glæder sig til hele renoveringen er færdig.
I videoen øverst i artiklen kan du se mere om familiens renovering på grund af et højt radonniveau.