Færre påsatte brande
Antallet af brande faldet til en tredjedel
Antallet af anmeldte brandstiftelser i de østjyske kommuner er faldet til under en tredjedel på fem år. Det skriver DR Østjylland.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at der for fem år siden blev anmeldt 163 tilfælde. Det tal er nu faldet til 54 tilfælde.
Analytiker ved det Kriminalpræventive Råd, Anne Lerche, fortæller, at en del af årsagen skal findes i, at der for fem år siden var flere brande i de samme boligområder. Eksempelvis var Gellerup hårdt plaget af påsatte brande i 2008.
- Omkring 2007 og 2008 var vi vidner til en del episoder med stiftede brande. Der er tale om større begivenheder, som opildner til, at folk stifter brande. Vi har ikke set lignende episoder siden, så det kan være en forklaring, siger hun til DR Østjylland.
Kampagner har hjulpet
En anden årsag til faldet er, at færre brande starter som følge af uagtsomhed. Anne Lerche mener, at det blandt andet skyldes en øget fokus på brandsikkerhed.
- Brandvæsenet har lavet en del kampagner, som især er målrettet ældre, hvor man opfordrer til at have røgalarmer og i det hele taget sikrer sit hjem bedre mod brande. Det er også en forklaring på faldet. Folk er simpelthen blevet mere opmærksomme på problemet, siger Anne Lerche til DR Østjylland.