Færre læskærme smadres
Antallet af knuste stoppesteder er faldet markant
Aarhus har gennem flere år været plaget af, at unge har smadret byens buslæskærme ved stoppestederne.
Men den tendens er nu stoppet.
- Problemet har været meget større, men det er ved at være nede på et tåleligt niveau. Så udviklingen er klart faldende, siger Kim Axelsen, der er CEO i AFA JCDecaux, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er AFA JCDecaux, der opstiller og vedligeholder buslæskærmene i Aarhus.
For år tilbage måtte firmaet hvert år bruge flere millioner kroner på at rydde knust glas op og sætte nyt i, men nu ser det bedre ud.
- Det beløb er mere end halveret over de seneste fire år, siger Kim Axelsen.
Og det faldende antal smadrede buslæskærme er resultatet af flere års arbejde, hvor firmaet blandt andet har benyttet sig af privatdetektiver.
- Det handler om at være der på det rigtige tidspunkt, så man tage dem på fersk gerning, siger Kim Axelsen, der ikke vil røbe hvilke metoder, som bruges for at fange hærværksmændene, der ofte bruger bushammere til at smadre glasset ved stoppestederne.
Svært at få job
- Jeg tror, at en af årsager til de faldende tal skyldes, at vi for år tilbage fangede mange af dem, som gjorde det. De er nu ved at være i en alder, hvor det har stor betydning for dem, at de har en anmærkning i straffeattesten. Og de fortæller formentlig videre, at det ikke er så smart, da det kan forhindre dem i at få job eller lignende. Derudover har vi et rigtig godt samarbejde med politiets ungdomsgruppe, siger Kim Axelsen.
Ifølge Kim Axelsen er det ofte børn og unge fra det bedre borgerskab i byen, som står bag hærværket.
Han fortæller også, at Aarhus er en af de byer, hvor folk smadrer mest glas. Ikke bare i Danmark, men i Europa.
- Aarhus er klart værst i Danmark. Vi får smadret flere antal glas i Aarhus end i København. Jeg kan ikke huske de præcise tal, men Aarhus er også en af de byer i Europa, hvor det værst, siger Kim Axelsen.
Et buslæskærm består af 17 forskellige stykker glas. For år tilbage blev der smadret 80-100 stykker glas om ugen, og det tal er nu nede på de 5-10 stykker.