Færre institutioner

Regionen får færre, men tungere sager

Specialinstitutionen for børn og unge Oustruplund ved Kellerup drejer nøglen om i løbet af 2015.

Det er en del af Region Midtjyllands plan for at få færre pladser i døgninstitutionerne, og sikre et bedre tilbud til børn og unge.

Behov for psykiatritilbud til børn og unge har ifølge Region Midtjylland ændret sig. Institutioner som Oustruplund får nemlig færre henvendelser om døgnindlæggelse.

- Kommunerne ændrer i plejen af de unge. Vi kan se, at kommunerne laver færre henvendelser, men de enkelte sager bliver tungere, fortæller områdeleder Social og Psykiatri i Regionen Midtjylland Agnete P. Thomsen.

Derfor opsiger regionen driftsaftalen med Silkeborg Kommune, der ejer Oustruplund. Nu vil regionen skabe et nyt og mere specialiseret tilbud til børn og unge i de tilbageværende institutioner.

- Himmelbjerggården bliver centrum. Vi samler ledelse, psykologer og døgntilbud. Det, vi kan se, er, at vi skal have mindre kapacitet, men vi skal være dygtigere og løse mere komplicerede opgaver i fremtiden, siger Agnete P. Thomsen.

Omkring 35 ud af 100 medarbejdere vil blive afskediget som et led af lukningen af Oustruplund.