Færge mangler tilladelse

Hurtigfærgen til og fra Kalundborg er udsat

Kattegat-Ruten har ikke tilladelse til at sejle med hurtigfærgen »Dolphin Jet« på Kalundborg-Aarhus-ruten.

Sejladstilladelsen er stadig under behandling hos myndighederne, skriver dagbladet Nordvestnyt.

Kontorchef Lars Gerhard Nielsen i Søfartsstyrelsen vurderer, at der godt kan gå 14 dages tid, før tilladelsen er klar.

- Men det er et rent gæt, understreger han over for avisen.

I øjeblikket ligger sagen hos Naturstyrelsen og Kystdirektoratet. Naturstyrelsen har bedt om supplerende oplysninger fra rederiet om færgens mulige påvirkning af Kalundborg Fjord, der er et Natura 2000-område. Og Kystdirektoratet har i to omgange bedt om yderligere oplysninger for at få helt styr på, hvilke bølger skibet genererer i vandet, og hvordan de påvirker kysten i Kalundborg Fjord.

Det oplyser kommunikationschef Ole Navntoft fra Kystdirektoratet i Lemvig til dagbladet Nordvestnyt. Nordvestnyt har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Kattegat-Ruten.

Oprindelig skulle »Dolphin Jet« være gået i fart på ruten i sidste halvdel af maj.