Fængslet for Ry-bankrøverierne
Flere personer er fængslet i sagen om det dobbelte bankrøveri i Ry for et par måneder siden.
Silkeborg Politi har anholdt flere mænd, som de mener, stod bag det dobbelte bankrøveri i Ry den 7. oktober.
Her var Nordea og Jyske Bank udsat for røveri på samme tid. Røverne tog sig af hver sin bank, mens en medgerningsmand ventede i en bil på gaden. Røverne slap væk med million kroner.
Siden det frække røveri har det været sparsomt med oplysningerne fra Kriminalpolitiet i Silkeborg. Men nu bekræfter kriminalinspektør Carsten Thostrup over for TV 2 / ØSTJYLLAND, at man har anholdt nogle mænd. De mistænkes også for andre bankrøverier i det midtjyske.
Sagen føres for lukkede døre af hensyn til efterforskningen, og derfor vil politiet ikke sige mere om sagen.