Fængslet for livsfarligt overfald
To silkeborgensere bankede sagesløs så voldsomt, at han måtte reddes med hjertemassage og kunstigt åndedræt.
To mænd fra Silkeborg blev i dag varetægsfængslet i fire uger, efter de i nat overfaldt en 59-årig mand og bankede ham så voldsomt, at han kun overlevede, fordi en kvindelig betjent gav ham hjertemassage, og et tililende vidne gav kunstigt åndedræt. Manden har fået brud på flere ribben, læsioner i ansigtet og indre blødninger i hovedet og lungerne, oplyser vicekriminalinspektør Jørgen Dalsgaard, Silkeborg Politi.
Den overfaldne er far til en mand, der nogle timer før overfaldet blev opsøgt af de to gerningsmænd på hans bopæl i Borgergade. De to, der er henholdsvis 26 og 21 år, hævdede at sønnen skyldte dem en sum penge. De forsøgte at true ham til at betale, hvorefter han ringede efter sine forældre. Forældrene kom hen til deres søn og var der nogen tid. Overfaldet skete i baggården, da forældrene omkring midnat forlod sønnens lejlighed.
De to overfaldsmænd vil i dag blive fremstillet i grundlovsforhør, hvor politiet vil begære dem varetægtsfængslet. De bor begge i Silkeborg og er i forvejen kendt af politiet.
TV2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i udsendelsen kl. 19.30.