Ex-AGF'er på vej hjem
Fodboldspilleren Mads Jørgensen er på vej tilbage til AGF efter et mislykket ophold i Italien.
Midtbanespilleren Mads Jørgensen er på vej tilbage til AGF.
Inden for de næste fem dage vil Mads Jørgensen - der senest har spillet i italienske Ancona - blive præsenteret som ny AGF-spiller, skriver Århus Stiftstidende.
Fem århusianske virksomheder og privatpersoner vil betale en del af Mads Jørgensens løn på et såkaldt player-sponsorat. AGF betaler selv en del af beløbet. Resten kommer fra investorerne, der til gengæld får en stor del af salgsprisen, hvis det lykkes at sælge Mads Jørgensen til udlandet igen.
Den 25-årige midtbanespiller har været uden klub, siden han i slutningen af januar blev fritstillet i Ancona, hvor han aldrig opnåede spilletid.