Et minuts stilhed i Giroen
Vil mindes afdøde Wouter Weylandt på tredje etape
Wouter Weylandt, som døde i et styrt under Giroen sidste år, bliver mindet på løbets 3. etape i Horsens.
Der vil være en mindehøjtidelighed, når Giro d'Italia mandag gæster Horsens, hvor 3. etape skal køres, inden cykelrytterne flyver til Italien.
Etapeløbet vil minde belgieren Wouter Weylandt, som døde i et styrt sidste år på 3. etape af det italienske løb.
Etapen vil blive indledt med et minuts stilhed, og
efterfølgende vil arrangørerne afspille belgierens yndlingssang
"Sex on Fire" af Kings of Leon.
De italienske arrangører har inviteret den afdøde belgiske
cykelrytters enke An-Sophie, som blandt andet skal deltage ved hyldesten af mandagens etapevinder senere på dagen.
Wouter Weylandt, som kørte for Leopard Trek, styrtede på en
nedkørsel på 3. etape af Giroen 2011 og døde på stedet.
Året forinden havde han haft en af karrierens største dage,
også på Giroens 3. etape, som han vandt.
Det år startede løbet i Holland og Weylandt vandt på etapen
mellem Amsterdam og Middelburg på en strækning, der har mange ligheder med dagens etape. Begge etaper blev kørt i sidevind langs kysten.