Et år for vanvidskørsel på stoffer

En 41-årig mand er blevet idømt et års ubetinget fængsel for en række forhold

Foto: Colourbox

Retten i Horsens har her til eftermiddag idømt en 41-årig mand en fængselsstraf på et års ubetinget for en række forhold.

Han er dømt for narkosalg, at forvolde fare for en politimand samt flere overtrædelser af færdselsloven.

Overtrædelserne skete den 9. april i år, hvor en slingrende bil blev set på Sejet Bygade nær Horsens.

Føreren af bilen ville ikke umiddelbart standse, og da han endelige gjorde det, var det kun for en kort bemærkning.

En politimand rakte ind over føreren for at slukke bilen, og da valgte føreren at gasse op, selv om betjenten var halvvejs inde i bilens kabine, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Han blev senere stoppet af en anden politibil, og det viste sig, at den 41-årige var påvirket af alkohol og stoffer - og han havde heller ikke et gyldigt kørekort.

Mandens bopæl blev ransaget, og der blev fundet 126 gram amfetamin, som den 41-årige hævdede var til eget brug, men han blev dømt for at have det med henblik på videresalg.