Enhedslisten er imod spareplan
Enhedslisten er ikke med i det store spareforlig, som Region Midtjylland indgik mandag aften
Som det eneste parti stemte Enhedslisten mandag aften nej til Region Midtjyllands store spareplan, der de kommende år skal skære 699 millioner kroner af regionens budget.
- Vi har afvist de spareforslag, som efter vores vurdering vil lægge et øget pres på det sundhedsfaglige personale og dermed forringe patientsikkerheden. Den markante reduktion af Regionshospital Silkeborgs visiterede akutmodtagelse af medicinske patienter er også afvist, skriver partiet i en pressemeddelelse.
Se: Sådan rammer besparelserne
Enhedslisten anerkender regionens økonomiske problemer, men partiet er af den opfattelse, at den kommende regering må sikre alle regionerne dækning for de stigende udgifter til medicin og behandlinger, og de forstår ikke, hvorfor de øvrige partier har travlt.
- Vi er i en situation, hvor regionernes økonomi er helt og aldeles usikker. Hvordan vil de mange milliarder, der blev lovet i valgkampen, blive udmøntet? Bliver det Venstres nulvækst eller Danske Folkepartis vækst på 0,8 pct., der bliver grundlaget for økonomiforhandlingerne mellem finansministeriet og Danske Regioner?, spørger partiet.
Se: - Administrationen rammes hårdt
Blandt de spareforslag, som Enhedslisten ikke ønskede at sige ja til, er forslaget om en besparelse på otte millioner kroner på børneområdet, en decentraliseringen af budgetansvar inden for urologien på 1,9 millioner kroner, samt besparelser inden for psykiatrien og en reduktion i antallet af uddannelsesaftaler svarende til en besparelse på 9,5 millioner kroner.