Endnu en landsby må vinke farvel til den lokale butik
Faldende omsætning tvinger LokalBrugsen i Spørring til at lukke
Endnu en østjysk landsby må nu vinke farvel til den lokale dagligvarebutik.
Denne gang er det LokalBrugsen i Spørring mellem Aarhus og Randers, der efter længere tids faldende omsætning må dreje nøglen om.
Det er endnu uvist, hvornår butikken lukker. Formentlig sker det i løbet af den kommende måned.
Mister sit samlingspunkt
Lukningen ærgrer Merete Sulby, der er salgsassistent i LokalBrugsen i Spørring. Ikke nok med at hun mister sit arbejde - byen mister også sit samlingspunkt.
God start på folkeaktier i Balle
Specielt de ældre kommer ifølge Merete Sulby til at savne butikken:
- De har været rigtigt glade for servicen hernede. Vi bruger fem-ti minutter på et snakke med dem, og så har vi jo reddet deres dag. Børnefamilierne synes dog, at det er for dyrt her. For vi er et lille sted. Så de handler på vej hjem fra arbejde, siger hun.
- Folk er rigtigt kede af, at vi lukker. De synes, det er rigtigt træls.
Handler på vej hjem fra job
LokalBrugsen i Spørring er ramt af, at mange af byens beboere vælger at handle på vej hjem fra arbejde - fx i Trige.
I Trustrup har borgerne sikret købmandens eksistens
Ifølge Merete Sulby får lukningen af den lokale butik dog en række negative konsekvenser for byen.
- Byen mister sin værdi. Husene falder i pris, fordi der ikke er indkøbsmuligheder. Sammenhængen i byen forsvinder. Mange mødes jo hernede for at få en sludder for en sladder.
Se et interview med salgsassistent Merete Sulby i videoen øverst i artiklen.