Endnu en fartkontrol i belastet område: 13 fik klip i kortet

Tirsdag var Østjyllands Politi endnu engang på færdselskontrol i det vestlige Aarhus, og ligesom tidligere gange var det langt fra alle bilister, der overholdt loven

Østjyllands Politi måtte tirsdag aften udskrive flere bøder og give bilister klip i kørekortet under en færdselskontrol i det vestlige Aarhus. Foto: TV2

Det vestlige Aarhus er efterhånden blevet et yndet besøgsmål for Østjyllands Politis færdselsbetjente. Gennem de seneste mange måneder har politiet jævnligt haft kontroller i området. Tirsdag aften havde man endnu en, og flere bilister røg i fælden.

I alt blev 16 personer sigtet for brud på færdselsloven, og 13 af forseelserne var så alvorlige, at de gav et klip i kørekortet.

Læs også Fartkontrol: Bekymrende mange kører for stærkt ved skolerne

- Vi har konstateret, at der er mange trafikforseelser i Aarhus Vest, hvor der for ofte bliver kørt for stærkt og for vildt. Derfor er der jævnligt trafikkontroller i området, ligesom en fotovogn flere gange om ugen står klar på Viby Ringvej, lyder det fra politiet.

Tirsdag kørte fire bilister over for rødt, flere overhalede ulovligt, og så var der – som der ofte er i området – flere som kørte for stærkt.

Resultat af kontrol

De 16 sigtede blev sigtet for følgende overtrædelser:
 
  • 4 x rødt lys (klip)
  • 3 x ulovlig overhaling (klip)
  • 1 x venstre om hellanlæg (klip)
  • 4 x hastighedssager (klip)
  • 1 x barn ej fastspændt (klip)
  • 1 x kørsel uden førerret
  • 7 andre sager (mobil/sele mv.)

De fleste bilister blev standset med hjælp fra politiets hurtige, civile motorcykel.

I den kommende tid vil politiet fortsat lave kontroller i området.