En usædvanlig sag

Tilst-sagen tages op af menneskerettighedsdomstol

Det er 13 år siden, at to unge mænd blev dræbt af skud affyret af politiet i Tilst ved Aarhus.

Nu tages sagen op af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

- Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har aldrig tidligere rejst en dansk sag, der handler om politibrutalitet eller utilstrækkelig politiefterforskning, siger Martin Ryding Rosenkilde, der er jurist ved Institut for Menneskerettigheder.

Han understreger over for TV 2 | ØSTJYLLAND, at sagen er usædvanlig.

- Jeg kender ikke til andre sager af denne karakter, siger Martin Ryding Rosenkilde.

Den danske stat har fået en underretning fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med tre spørgsmål om politiets brug af magt og kvaliteten af den efterfølgende efterforskning af Tilst-sagen.

De involverede politibetjente i sagen har tidligere fortalt, at de affyrede 12 skud i nødværge, fordi mændene forsøgte at køre dem ned.

Den danske stat har indtil den 2. februar 2015 til at svare på spørgsmålene.