En halv milliard til sygehus
Silkeborg Centralsygehus skal i de kommende år udbygges for en halv milliard kroner.
Det er snart slut med pladsmangel på Silkeborg Centralsygehus.
Amtsrådet besluttede i aftes, at der i de kommende år skal bruges godt en halv milliard kroner til sygehuset, der dermed har udsigt til at blive udbygget kraftigt.
I første omgang er der afsat 18 millioner kroner til et patienthotel for den gruppe af indlagte, der er for raske til at optage en sygeseng, men som samtidig har brug for at være tæt på en læge. Derudover har amtet bevilget syv millioner kroner til en parkeringskælder. Både patienthotel og p-kælder ventes klar til brug i begyndelsen af 2006.
På sigt rummer den store plan for Silkeborg Centralsygehus mulighed for, at naboernes huse skal opkøbes, efterhånden som de bliver sat til salg. Sygehuset har i øjeblikket svært ved at ekspandere, men ved at købe naboernes huse bliver det i fremtiden muligt at udvide med nyt byggeri på de omkringliggende grunde.