Elvis has left the building
Elvis-imitatoren Henrik Busborg er stoppet med at synge
30 timer, 42 minutter og 19 sekunder.
Så længe lykkedes det for Elvis-imitatoren Henrik Busborg, at synge Elvis-sange i træk i Graceland Randers - kun afbrudt af tissepauser.
- Jeg kunne mærke det på stemmen til sidst, og den er mit værktøj. Stemmebåndet kunne tage skade, hvis jeg kørte hårdt på og fortsatte, siger Henrik Busborg til tv2oj.dk.
Tirsdag formiddag begyndte han at synge, og onsdag sidst på eftermiddagen måtte han så lægge mikrofonen fra sig.
- Det har været en enestående oplevelse. Der har været folk at se det hele vejen og igennem, og den opbakning og fællesskab, som jeg har oplevet, har været fantastisk, siger Henrik Busborg.
Elvis-fans er blandt andet kommet til Randers fra Fyn og Sjælland, ligesom enkelte tog turen fra Norge for at opleve dette Elvis-maraton.
Mere end 30 timer blev det altså til, og dermed slår Henrik Busborg sin egen Danmarksrekord på 20 timer, som han satte sidste år i Graceland Randers.
Verdensrekorden lyder på 42 timer, og den kan blive svær at slå.
- Der er lang vej til verdensrekorden. De næste ti timer derop er sindssygt hårde, siger Henrik Busborg.
Han ved endnu ikke, om han næste år vil forsøge slå de 42 timer.
- Den skal jeg lige sove på. Nu skal jeg hjem og sove og holde min kæft, siger Henrik Busborg.
Og med de ord har Elvis-imitatoren forladt Graceland Randers.
I videoen øverst i artiklen kan du høre, hvordan Elvis-imitatoren lød cirka ti timer inde i rekordforsøget.