Elvis' fly til Randers

Unikke Elvis klenodier måske på vej

Foto: Memphis Mansion

Man skal aldrig give op, og man skal sætte barren højt. Henrik Knudsen fra Graceland i Randers er en mand med store ambitioner.

Gennem de seneste år har han sikret sig unikke klenodier fra musiklegenden Elvis Presley, blandt andet et jakkesæt til godt en million kroner. Men Henrik Knudsens ambitioner er større. Nu er øjnene rettet mod de hidtil største klenodier: To privatfly ejet af kongen selv.

Der er tale om flyene Hounddog II og Lisa Marie, som de seneste mange år har stået ved kongens tidligere hjem i Memphis, men som i næste måned går under hammeren ved en stor auktion.

- Jeg har en interesse for de to fly, så jeg sidder helt sikkert med, når auktionen går i gang, fortæller Henrik Knudsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Men det er dog den helt store pengepung der skal op af lommen, før flyene kan parkeres i Randers. Ifølge Henrik Knudsen er startprisen på auktionen på godt 10 millioner dollars.

Se: Elvis-koncert ramt af dødsfald

- Selvom jeg har en interesse, så skal det også være realistisk, og med den pris den har nu, så kan det ikke lade sig gøre. Men samtidig så er prisen lige nu også urealistisk høj. Hvis de sænker prisen, så kunne det godt måske lade sig gøre, fortæller han.

For nogle kan det virke som en umulig opgave, men Henrik Knudsen er optimist, og vil gå langt for de rigtige Elvis klenodier.

- For fem-seks år siden fik jeg at vide, at det var fuldstændig vanvittigt at lave et Graceland i Randers, men nu står vi her med et hus, så meget kan lade sig gøre, men som det ser ud nu, er der alligevel lang vej igen, fortæller han.