Ellemann ny politisk ordfører

Jakob Ellemann-Jensen bliver ny politisk ordfører for Venstre, bekræfter han overfor TV 2 | ØSTJYLLAND

Det blev ikke til en ministerpost for Venstres Jakob Ellemann-Jensen, men så kan han trøste sig med, at der trods alt var en fornem post at hente for ham.

Han er nemlig blevet valgt som ny politisk ordfører for Venstre, det bekræfter han selv. Han afløser dermed Inger Støjberg, der skal være minister.

Se: Altid brug for 'Ellemænd'

- Det er korrekt. Vi har netop haft gruppemøde i Venstres folketingsgruppe, og her blev jeg valgt til politisk ordfører, siger Jakob Ellemann-Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Jakob Ellemann-Jensen blev Venstres største stemmesluger i Østjylland ved folketingsvalget. Han fik 8.678 personlige stemmer.