Elgaard ny dansefavorit

Den århusianske racerkører Casper Elgaard er bookmakernes nye favorit til at vinde Vild med dans på TV 2.

Normalt bruger han fødderne på speeder og bremse, men de seneste uger har den århusianske racerkører Casper Elgaard også luftet fusserne på gulvet i TV 2s underholdningsprogram Vild med dans.

Det har han gjort så godt, at han nu har overtaget rollen som Danske Spils favorit til at vinde konkurrencen. En rolle, han overtager fra Miss World Denmark, Lisa Lents.

- Det er jo en popularitets-konkurrence. Og når Lisa Lents pludselig skal i omdans for at danse videre i programmet, så betyder det, at hun ikke får lige så mange sms-stemmer som Casper Elgaard. Det har vi taget til efterretning, siger Peter Emmike, som er oddssætter hos Danske Spil.