Detailkæde undgår butiksdød på smart vis

Små specialforretninger har svært ved at overleve. Derfor har man i Skanderborg åbnet en detailkæde inde i den lokale dagligvarebutik.

El-Salg har åbnet en forretning inde i SuperBrugsen.

Nu kan handlende i Skanderborg købe et køleskab, når de alligevel er ude efter en liter mælk eller en pakke rugbrød.

De små specialforretninger har svært ved at overleve uden for storbyerne. I Skanderborg tester en elektronikkæde derfor, om de kan få mere gang i biksen ved at læne sig op ad den lokale dagligvarebutik.

Læs også Politibetjente kørte ræs i Randers: Nu bakkes de op af politikere

De har altså åbnet en lille butik inde i SuperBrugsen. Et såkaldt shop-in-shop koncept.

- Vi får en naturlig strøm gennem butikken, og det betyder, at kunderne bliver budt indenfor ret nemt, siger butikschefen i El-Salg Skanderborg, Frederik Højer Andersen, til TV2 ØSTJYLLAND.

 

Butikken viser et lille udpluk af El-Salgs sortiment, som kunderne kan købe i butikken og på nettet. De kalder det selv for en guidet nethandel, hvor kunderne kan se varerne og få råd af personalet. Og det vækker glæde hos kunderne.

- Der er meget bedre service i en fysisk butik end på nettet, fordi man kan komme ud og tale med medarbejderne. Så jeg synes, at det er en rigtig god idé, siger Laura Ventrice, der er studerende.

Læs også Stort behov for hjælp til udsattes kæledyr – nu åbner endnu en klinik

Det lader da også til, at det har den ønskede effekt.

- Det var et rent tilfælde, at jeg gik forbi den anden dag. Jeg var egentligt på udkig efter en ovn, så jeg kiggede ind i butikken, og nu har jeg købt en ny ovn, siger Jonas Fynboe Ebert, der er læge.

Kan ikke hamle op med onlinehandlen

El-Salgs administrerende direktør, Tomas Holm Hedehus, er også glad for muligheden for at åbne en lille butik i en større dagligvareforretning.

- Vi har været ærgerlige over, at de små butikker ikke kan hamle op med onlinehandlen og de store elektronikvarehuse. Derfor er vi meget taknemlige for, at Skanderborg har taget så fint imod os, siger han.

Læs også Camillas vægt blev udskammet på festival: - Jeg var helt ødelagt

Men at den lille butik nu har fået plads i en dagligvareforretning, er ikke kun en fordel for El-Salg.

- Vi forventer, at der kommer flere ind, fordi man kan få mere under samme tag, siger brugsuddeleren i SuperBrugsen i Skanderborg, Christian Müller.

En generel tendens 

Det er ikke så underligt, at det fungerer for de små forretninger at læne sig op ad større butikker. 

- De større butikker har en naturlig strøm af kunder, som de mindre forretninger kan nyde godt af. Vi ser den samme tendens med apoteker, der placerer sig inde i supermarkeder, og på den måde håber på at øge omsætningen, siger Flemming Birch, der er ekspert i detailhandel. 

El-Salg åbnede i Skanderborg i starten af august, og man evaluerer løbende, om konceptet er det, der skal til, for at holde liv i de små butikker rundt omkring i landet.