Ekstremløb med mudder og strøm

Søndag var der ekstremløb i Aarhus

01:42

1 af 2

Løbesporten har længe været populær blandt mange, men for en lille sej gruppe er det ikke længere nok bare at løbe. Der skal være stor modstand undervejs før det bliver rigtig sjovt.

Det var ikke lige ud ad landevejen for de cirka 1.000 personer, der havde tilmeldt sig Nordic Race-arrangementet ved Grimhøj i Aarhus denne søndag.

- Det er vanvittigt hårdt, men det er skægt, siger Donald Stampe, der er brandmand fra Skive.

Dagen bød på 10 kilometer løb med forhindringer, der kræver stor styrke og udholdenhed.

- Jeg kan godt lide at presse mig selv, og så er det en fed mulighed for at komme ud og give den gas og prøve noget, som man normalt ikke lige har mulig for, siger Mette Winther, som er studerende fra Aarhus.

Udover mudder, varme, bakker og diverse forhindringer krævede især en udfordring tilløb.

Det var tråde med strøm i, som deltagerne skulle kravle under.

- Min veninde og jeg havde snakket om, om vi skulle tage den eller ej, for det var turens udfordring, men hvis man ikke tager alle, er det bare ikke helt så sjovt at kunne sige, at man har løbet det, siger Mette Winther, der tog turen i mudderet gennem de mange tråde.

Nordic Race planlægger tre løb i Aarhus af den her karakter til næste år.

I tv-indslaget øverst på siden kan du komme en tur med til det ekstremløbet.