Ekstra mange flåter i skovene
Der er god grund til at være på vagt i naturen. Antallet af skovflåter i Silkeborgskovene er ni-doblet på få år.
Ifølge naturvejleder Jan Kjærgaard fra Skov- og Naturstyrelsen skyldes de mange skovflåter i denne sæson, at antallet af rådyr i skovene er tredoblet i løbet af de senere år.
Han antager, at de mange rådyr har betydet, at der i løbet af få år er blevet ni gange så mange flåter som tidligere.
Blot et enkelt bid af de bittesmå dyr kan i værste tilfælde være dødbringende, fordi den livstruende bakterie borrelia kan befinde sig i dyret.
- Omkring 10-20 procent af flåterne har bakterien borrelia i sig. Hvis man bliver bidt af en flåt med borrelia, og hvis man ikke er i stand til selv at nedbryde bakterien, så skal man søge læge og få behandling med penicillin, forklarer Jan Kjærgaard til Midtjyllands Avis.
Ifølge Jan Kjærgaard skal man dog ikke søge læge den første uges tid efter et bid. Det er først efter cirka syv dage, at man eventuelt begynder at mærke symptomerne, hvis man er smittet med borrelia-bakterien.