Efterlyser ejere af tyvekoster: Mangler du en flaske med guld?
Sydøstjyllands Politi ligger inde med flere smykker, mobiltelefoner og andre tyvekoster, som mangler ejermænd
Guldkæder, en flaske med guld og tre tænder med guldfyldninger.
Flere gyldne ejendele er lige nu strandet på en af politigårdene ved Sydøstjyllands Politi.
Tingene stammer ifølge politiets teori fra flere tyverier fra biler og fra indbrud i området omkring Ry, Alling og Laven.
Læs også
Tyvene, som har stjålet de mange ting, blev anholdt den 22. marts et sted mellem netop Ry og Laven, og det var i den forbindelse, at politiet fandt de mange tyvekoster.
Men hvem er ejerne af tyvekosterne? Det er det helt store, uforløste spørgsmål.
Derfor efterlyser Sydøstjyllands Politi i dag ejerne af de mange værdier og offentliggør i samme ombæring billeder af dem i håbet om, at nogle måske kan genkende dem.
- Sydøstjyllands Politi efterlyser nu ejerne til de resterende ting, der blev fundet hos de to mænd, og som, politiet også mener, stammer fra indbrud. Indbruddene kan være begået andre steder end omkring Silkeborg, lyder det fra politiet.
Nogle af tyvekosterne, som de to mænd blev taget med, fandt man hurtigt ejerne af umiddelbart efter anholdelsen.
Du kan se på billedet øverst i artiklen, om du kan genkende nogle af tyvekosterne.
Oversigt over tyvekosterne
- et større halssmykke i messinglignende metal med en kronhjort og en ring omkring med teksten: Krol Polowania - den hang i tynd flettet lædersnor
- en lille sølvbakke til formentlig vinglas – 9 cm i diameter
- en tynd guldkæde med to tynde guldstave som vedhæng
- en lille flaske med væske og små guldklumper
- en tynd guldkæde
- en sølvkæde med vedhæng: "Skytte"
- en guld slipsenål
- en slipsenål med guldkæde
- et ældre gyldent damearmbåndsur uden rem
- tre tænder med guldfyldning
- en guldring med lys sten
- fem små blå "Rotary" sticks til jakkerevers
- et herrearmbåndsur mrk. ukendt med kobberfarvet skive og grå rem med orange stikninger
- et herrearmbåndsur i stål, med stållænke og med mørkeblå urskive, af mærket Candino
- en lille sort læder møntpung
- to ældre mobiltelefoner af mærket Nokia og HTC.