Efter optræden på tv: Muna bliver svinet til på Facebook

Efter at have fortalt sin historie i TV 2 | ØSTJYLLAND bliver Muna chikaneret af især personer med arabiske navne

Onsdag stillede Muna sig op på tv og fortalte sin historie om, hvordan hun endte på et såkaldt Safehouse efter at have været flygtet fra sin familie. Det gjorde hun, fordi de ikke ville acceptere hendes nye danske kæreste. Men den beslutning blev ikke positivt modtaget på Facebook, hvor historien fik over 150 kommentarer.

- Hun er alt for dansk, sådan nogle mennesker burde skydes. En der føler sig alt for dansk. Hun tror, at danskerne vil elske hende. Hun søger opmærksomhed, hun sælger sig selv for at være kendt, blev der blandt andet skrevet i kommentarerne.

Via Facebook har vi taget kontakt til nogle af dem, der har ytret sig. To har svaret tilbage, og en af dem, Keyan Keyan fra København, fortæller sådan her om sin kritik af Muna:

- Jeg synes ikke, det er normalt, at en ung pige skal rende rundt i byen og feste.

Skider på sin opdragelse

Han forsøger at få andre til at forstå forældrenes overvågning og kontrol.

- Lad os sige, at din datter vil tage livet af sig selv, vil du ikke også forsøge at stoppe hende, lyder det fra ham.

Nyt safehouse for folk på flugt etableres

Den anden, der har vendt tilbage på vores henvendelse, mener ikke, at det er i orden, at Muna, som han siger, sælger sig selv til medierne. Hun har ifølge ham fået en god opdragelse, som hun skider på.

Langt størstedelen af de 150 kommentarer, som Muna har fået, kommer fra mænd og kvinder med arabisk klingende navne.