Efter brand: Transportable toiletter og elefanter på hylden igen

I 2017 brændte Aarhus Klunsernes lokaler ned til grunden. I dag genopstod butikken.

00:56

VIDEO: Hos Aarhus Klunserne kan man købe alt lige fra et transportabelt toilet til en afrikansk maske i træ.

Står du lige og mangler et transportabelt toilet? En elefant i træ? Eller måske en DVD med Pulp Fiction? Så har du chancen nu.

Aarhus Klunserne har nemlig genåbnet butikken i nye lokaler i Lading mellem Aarhus og Hammel.

Kim Madsen er en af de frivillige. Her viser han legetøjsafdelingen frem.

- Det er en dejlig fornemmelse. Det er det, man har gået og tænkt på og håbet på. Det er næsten en drøm, der går i opfyldelse, siger en af de frivillige i butikken, Kim Madsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Den oprindelige butik brændte ned til grunden nytårsnat 2016. De sidste to år har den frivillige hjælpeorganisation holdt til i midlertidige lokaler.

01:13

VIDEO: 1. januar 2017 fortalte vi om den voldsomme brand i klunsernes gamle lokaler.

Luk video

Nu står en 900 kvadratmeter stor butik så klar til igen at tage imod kunder fra nær og fjern. I dag blev butikken officielt åbnet, og en af de første kunder havde taget turen fra Langå.

- Jeg er her, fordi vi kom her meget, da det gamle hus var her. Og jeg holdt rigtigt meget af at komme her, så jeg har glædet mig rigtigt meget til at komme og se det i dag, siger Ruth Horn til TV2 ØSTJYLLAND.

Hvis der er nogle gode antikviteter, gode glas, et spændende engelsk maleri eller et godt serbisk tæppe, så kunne jeg godt finde på at købe det.

Ruth Horn, Langå

I den nye butik kan man blandt andet købe brugte, fjernstyrede biler, LEGO, malerier, antikviteter og andre brugte sager.

- Hvis der er nogle gode antikviteter, gode glas, et spændende engelsk maleri eller et godt serbisk tæppe, så kunne jeg godt finde på at købe det, siger Ruth Horn.

Ruth Horn jagtede blandt andet et spændende engelsk maleri eller et godt serbisk tæppe.

De frivillige i hjælpeorganisationen har brugt de sidste par måneder på at gøre klar og sætte på hylderne.

- Ventetiden har været lang. Vi ville gerne have været færdige i går eller i forgårs, men nu håber vi bare, at der kommer en masse, dejlige mennesker, siger Kim Madsen.

Der var masser af mennesker på den første åbningsdag i den nye butik.

Fremover er der åbent alle ugens dage fra 12-16 i de nye lokaler.