Dyrt vand på Samsø
Gælden er løbet løbsk for Samsø spildevandsforsyning. Derfor er vandafledningsafgiften steget med 200 procent
Det er dyrt at bruge vand på Samsø. En gammel gæld på tyve millioner kroner gør, at Samsøs spildevandsforsyning har måttet hæve afgiften på at komme af med spildevandet med 200 procent.
Det betyder, at en gennemsnits familie på Samsø bruger knapt 8.000 kroner på vand om året, hvilkete er dobbelt så meget som en familie i Århus.
Spildevandsforsyningen har brugt mange penge på at anlægge kloaker og rensningsanlæg i løbet af de sidste tyve år, uden at priserne er blevet reguleret.
- Det er sådan et sneplovsprincip. Man er bare kørt der ud af, indtil gælden har nået en størrelse, der er blevet en belastning, siger Per Søgaard til DR Østjylland. Per Søgaard overtog formandskabet i øens tekniske udvalg efter sidste byrådsvalg. Han er ikke videre imponeret af det arbejde, hans forgængere har lavet igennem firserne og halvfemserne.
- Der er i hvert fald nogen, der har sovet i timen. Det er helt klart, at der skulle have været reageret den dag, gælden begyndte at vokse. Den tidligere formand i teknisk udvalg, Einar Madsen, mener ikke, politikerne kunne have handlet anderledes.
- Jeg mener i hvert fald ikke, at det er rigtigt, at vi har sovet i timen. Det, vi har opkrævet i afgifter indtil nu, er det, der har været muligt at få igennem politisk. Og længere kan vi jo ikke komme, siger Einar Madsen til DR Østjylland.