Dyrevenner advarer: Flyt bålet, så du ikke sætter ild til et pindsvin

Hvert år bliver pindsvin brændt af i bål til Sankt Hans.

Pindsvinene har ikke unger endnu. Derfor kan de godt flyttes ud i den nærmeste busk, hvis du har havehandsker på. Foto: Kim Haugaard - Ritzau Scanpix

Pindsvin elsker at putte sig i store bunker af grene og blade, og når de blev bange putter de sig endnu mere.

Det betyder, at pindsvin hvert år bliver brændt levende i bål til Sankt Hans.

Når pindsvin bliver bange, så ruller de sig sammen. Derfor løber de heller ikke ud af et brændende bål.

Desa Desancic, bestyrelsesmedlem hos Pindsvinevennerne i Danmark

Derfor kommer organisationen Pindsvinevennerne i Danmark, der har kontor i Aarhus, med en opfordring.

- Det er vores erfaring, at der bliver indleveret pindsvin med brandsår hvert år. Derfor er det vigtigt, at bålet bliver flyttet to til tre meter på dagen, hvor det skal tændes. Endnu bedre er det, hvis bålet først bliver bygget på selve dagen, siger Desa Desancic, der er bestyrelsesmedlem i foreningen.

Læs også Lille pindsvin var døden nær - så kom Dorthe med paletkniven

Hendes kollega Thomas Skovby Sannino påpeger også, at pindsvinene efterhånden er en truet dyreart. 

- Det er selvfølgelig katastrofalt komme til at brænde et pindsvin, men vi skal også passe på de pindsvin, vi har. Vi har ikke så farligt mange tilbage, siger han. 

Thomas Skovby Sannino håber, at folk vil være opmærksom på pindsvinene, når de tænder op i bålet til Sankthans. 

Traditionerne skal holdes i hævd

Det er ikke nok at råbe af bålet, før det skal tændes. Det får nemlig ikke pindsvinene til at komme ud af deres skjul. 

- Når pindsvin bliver bange, så ruller de sig sammen. Derfor løber de heller ikke ud af et brændende bål, siger hun og forsætter: 

00:27

VIDEO: Medlem af organisationen Pindsvinevennerne i Danmark, Thomas Skovby Sannino, fortæller her, hvorfor det er vigtigt, at man selv sørger for at tjekke, om der er et pindsvin ved bålet. 

Luk video

- Og de er meget svære at få øje på, hvis du ikke flytter bålet. De camouflerer sig godt og går meget let i ét med bålet.

Alligevel mener hun ikke, at det er en god idé at skrotte bålet til Sankt Hans Aften.

- Det er en smuk tradition, og vi skal bevare den. Men lav bålet på selve dagen. Det tager mest hensyn til dyrelivet. Selvom det er besværligt, så er det besværet værd, lyder opfordringen.

Hvis du finder et pindsvin, der er kommet til skade

- Ring til Pindsvinevenner i Danmark på vagttelefon: 30 14 16 65