Dusør i sag om dyremishandling

Hund blev fundet hængende i snor i træ ved Tivoli Friheden i Århus. Dansk Kennel Klub og Dansk Dyreværn udlover dusør.

Dansk Kennel Klub og Dansk Dyreværn går nu ind i en grov dyremishandlings-sag fra Århus.

Begge udlover en dusør på 5.000 kroner for oplysninger, der kan føre politiet på sporet af gerningsmanden.

Den otte måneder gamle labrador blev mandag aften fundet hængende i en snor i et træ i en skov i den sydlige del af Århus.

Hunden blev sandsynligvis kun reddet, fordi en tilfældig forbipasserende hjalp hunden ned.

Hvalpen var stærkt udhungret og havde ikke fået mad i flere dage. Hunden har pådraget sig en del skader og er nu anbragt på et dyreinternat syd for byen.

- Det er hjerteskærende at se på. Hunden var helt udsultet og har sår over det meste af kroppen. Desværre er det langt fra det eneste tilfælde af dyremishandling. Vi har desværre oplevet en stigning af den slags, siger leder af Dyreinternatet i Tingskoven Anne Juul Trane til TV 2 | ØSTJYLLAND.