Rockband med i forsøg: Kan man blive beruset af musik?
Trioen Dúné deltager i hjerneeksperiment i Aarhus, som skal afsløre, om musik kan påvirke hjernen på samme måde som alkohol
Drinks, shots og bajere er for mange danskere en del af oplevelsen, når man går til koncerter eller hygger sig på festivaler.
For mange genstande indenbords gør noget ved hjernen, men hvad sker der egentlig, hvis man fjerner alkoholen fra ligningen og kun hører musikken?
Det vil hjerneforsker Trols W. Kjær fra Københavns Universitet undersøge lørdag aften på spillestedet Train i Aarhus. Her har han allieret sig med en ung kvinde, som under en koncert skal have en hjernescanner på hovedet, som mest af alt minder om et headset.
Apparatet skal måle påvirkningen af forskellige centre i hjernen.
- Det vi gerne vil vise er, at vores forsøgsperson kan aktivere sin hjerne og have det sjovt uden at have drukket sig i hegnet, fortæller Troels W. Kjær til TV2 ØSTJYLLAND.
Musikken, der spilles og som indgår i forsøget, står den danske rockgruppe Dúné for. De tre medlemmer af bandet - Mathias Kolstrup, Ole Bjórn og Piotrek Wasilewski - synes alle, at eksperimentet er spændende.
'Music Against Drugs'
- Det er skide sjovt. Vi glæder os til at se, hvad dataene fortæller. Vi skal jo bare op og fyre den af, som vi plejer. Så står de andre for hjernescanningen, siger Mathias Kolstrup kort før koncerten.
Forsøget er en del af kampagnen 'Music Against Drugs', som Sundhedsstyrelsen arrangerer hvert i år samarbejde med flere festivaler under blandt andet mottoet "Du oplever kun det halve, når du er helt væk".
Koncerten på Train bliver optaget og skal blive til en af to reklamefilm, som skal vise, at man ikke nødvendigvis behøver at drikke alkohol eller indtage rusmidler for at opnå glæde og lykkefølelse.
Læs også
Målet er blandt andet at sætte fokus på druk blandt teenagere og slå fast, at musik og stoffer ikke hører sammen, lyder det fra kampagnefolkene.
Udover forsøget på Train, bliver der foretaget lignende målinger hos en forsøgsperson på Roskilde Festival til sommer, som også bliver til en reklamefilm.
- Det er sjovt at se, om der er noget der er ligeså sjovt som at drikke en øl eller 20. Det vil jeg jo mene vores koncert sagtens kan være, siger Ole Bjórn fra Dúné.
Også Dúnés tredje medlem, Piotrek Wasilewski, glæder sig til at se resultatet af aftenes eksperiment:
- Jeg håber vores koncert er lidt sejere end de andres.
Du kan se hele interviewet med Dúné fra spillestedet Train i Aarhus øverst i artiklen.
VIDEO: Et af Dúné største hits er sangen "Dry Lips" fra 2007: