Dronningen om spraymalet park: Ikke den mest fikse løsning

Dronning Margrethe er protektor for Aarhus som kulturhovedstad, men er ikke lige begejstret for alle begivenhederne

00:44

Dronning Margrethe giver i et eksklusivt interview med TV2 ØSTJYLLAND udtryk for sin ærlige mening om Aarhus som kulturhovedstad, som hun er protektor for. Især et arrangement, hvor en park blev spraymalet, har vakt hendes interesse.

Jeg tror, at de træder sig selv i ansigtet, lige så meget som værket hidser folk op.

Dronning Margrethe

Mindeparken blev tidligere på året overmalet med rød og hvid maling af kunstmuseet Aros og den tyske kunstner Katharina Grosse, og den idé er Dronningen ikke ubetinget fan af.

- Jeg kan godt se, hvad de synes, de tror, de gør, men ligefrem at male græsset og træerne, som nu skal fældes, det er jeg ikke sikker på, er den mest fikse løsning, jeg har hørt om. Det er klart, at folk bliver ophidset, siger dronning Margrethe til TV2 ØSTJYLLAND.

01:53

Kunstværket i Mindeparken skabte stor debat og mange protester fra aarhusianere. 

Luk video

Hun har forståelse for, at værket er lavet for at provokere og ophidse folk.

- Men jeg tror, at de træder sig selv i ansigtet, lige så meget som værket hidser folk op, siger dronning Margrethe.

Det er morsomt, hvordan festugen har udvidet Aarhus. Hvis vi ikke havde haft festugen, tror jeg aldrig, man havde fået ideen at være kulturhovedstad.

Dronning Margrethe

Majestæten selv er umiddelbart større fan af den mere æstetiske kunst i modsætning til den kunst, som i Mindeparkens tilfælde udelukkende skulle provokere.

Festugen er noget særligt

- Jeg nyder den kunst, hvor man føler, ens sind bliver udvidet. Det er ærgerlig, når noget kun bliver provokerende, siger hun.

Udover at have en mening om Aarhus 2017 er Dronningen også i Østjylland for officielt at åbne Aarhus Festuge – en uge hun er langt mere begejstret for.

02:39

Se her hvad Dronningen mener om Aarhus Festuge. 

Luk video

- Det er altid spændende at være i Aarhus til festugeåbningen. Den er noget særligt, og jeg har fulgt den gennem mange år. Den er traditionel, men har samtidig udviklet sig, siger Dronningen og fortsætter:

- Det er morsomt, hvordan festugen har udvidet Aarhus. Hvis vi ikke havde haft festugen, tror jeg aldrig, man havde fået ideen at være kulturhovedstad.

Temaet for Aarhus 2017 er at gentænke, og det sætter også sit præg på festugen i Aarhus. Åbningen kommer nemlig til at blive skudt i gang i teatret i stedet for som sædvanlig i musikhuset.

- Der er gjort meget for at lave det til et højdepunkt. Jeg tror, at det bliver helt forrygende, siger dronning Margrethe.

Du kan høre, hvad Dronningen mener om projektet i Mindeparken øverst på siden. Herunder kan du se hele det 20 minutter lange interview, TV2 ØSTJYLLAND har lavet med Hendes Majestæt:

20:18 Luk video