Drenge bag brande i Silkeborg

Politiet i Silkeborg mistænker to ni-årige drenge for at stå bag en række påsatte brande.

Det er sandsynligvis to drenge på blot ni år, der står bag den seneste tids mange påsatte brande på Arendalsvej i Silkeborg.

De to drenge har erkendt, at de i mindst et tilfælde har sat ild til en stak reklamer og aviser i en opgang. Politiet er dog overbevist om, at i hvert fald den ene af drengene også står bag de cirka 10 øvrige brandstiftelser i området.

På grund af drengenes unge alder er sagen nu overgivet til de sociale myndigheder i Silkeborg Kommune.