Dramatisk biljagt
Fem politibiler på jagt - flugt endte i Låsby
Mindst 5 af politiets patruljebiler var her til formiddag på vild biljagt i det vestlige Aarhus. Tre personer er bragt til standsning i Låsby, hvor de nu bliver afhørt af politiet.
Biljagten startede på Edwin Rahrs Vej, hvor en patruljebil spottede en sort Audi stationcar, hvor føreren udviste mistænkelig adfærd. Selvom bilen er af samme mærke, som den der blev brugt ved bankrøveriet på Randersvej i går aftes, afviser politiet, at der er tale om det samme køretøj.
- Politipatruljen ville bringe bilen til standsning, da den udviste mistænkelig adfærd, men i stedet for at standse, trykkede føreren speederen i bund, men vi ser umiddelbart ingen forbindelse til røveriet i Jyske Bank på Randersvej i aftes, da bilen er af et andet mærke, siger politikommissær ved Østjyllands Politi Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Vidner oplyser til TV 2 | ØSTJYLLAND, at biljagten foregik i rasende fart ud ad Silkeborgvej mod Låsby, og at mindst 5 patruljebiler jagtede flugtbilen.
Flugtbilen kørte med stor hastighed, og på et tidspunkt under jagten lykkedes det bilen at slippe fra politiet. Men selvom politiet undervejs mistede Audi'en af syne, lykkedes det dem alligevel at stoppe den i Låsby.
- De tre personer er lige nu ved at blive afhørt, og vi er ved at få afdækket, hvad årsagen var til, at de stak af. Men vi kan konstatere, at der som minimum er sket adskillige overtrædelser af færdselsloven under flugten, fortæller Mogens Brøndum.