Dræbt i sammenstød

24-årig motorcyklist død i kollision med bil

Ulykken skete i krydset Christian X's Vej og Grundtvigsvej i Viby. Foto: Google Maps

Et fatalt sammenstød kostede lørdag aften en motorcyklist livet i Viby i Aarhus. Der er formentligt tale om en venstresvingulykke, vurderer Østjyllands Politi.

Motorcyklen tørnede sammen med en bil i krydset Christian X's Vej og Grundtvigsvej. Den unge mand på motorcyklen blev slået ihjel på stedet.

- Der er en 24-årig mand fra Aarhus, som er blevet dræbt, og de pårørende er underrettet, fortæller politiets vagtchef, Jesper Drejer.

- Vores umiddelbare konklusion er, at det er en venstresvingsulykke, hvor bilen svinger til venstre og rammer motorcyklisten, tilføjer vagtchefen.

Ikke påvirket af alkohol

Bilisten bag rattet, en 50-årig mand fra byen, er sluppet uskadt fra ulykken.

Han har fået foretaget en rutinemæssig blodprøve, men politiet formoder ikke, at han har været påvirket af alkohol.

Der blev slået alarm efter ulykken klokken 20.50 lørdag aften.