Dræber-gople indtager Østjylland
Millioner af gopler plasker i disse dage rundt i Århus Bugten. Arten truer fiskebestanden og kan forårsage iltsvind.
Stor er den ikke, og mest af alt ligner Ribbegoplen en klat gele.
Men lige nu findes den i milliontal i de østjyske farvande, hvor den på længere sigt kan true fiskebestanden og være med til at forårsage iltsvind.
- Den har ingen naturlige fjender i vores farvande, da den ikke hører hjemme her, og når den lever af plankton og fiskelarver kan det både betyde nedgang i fiskebestanden og en øget vækst af alger, fortæller havbiolog Per Andersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han fortæller desuden, at der ikke er så meget at gøre, og at liden skal sættes til brandmanden, som er kendt for at spise gopler.
- Folk skal interessere sig for det her, for det her er et eksempel på, at naturen også er en del af globaliseringen, hvor vi får bragt arter rundt i verden på måder, som ikke er set tidligere, fortæller han.
Goplen menes at være kommet til det sydlige Europa via ballastvand fra skibe, hvorefter den har bredt sig nordpå.
Se meget mere på TV 2 | ØSTJYLLAND tirsdag klokken 19.30.
http://www.huriisgaard.biology.sdu.dk/dræber-gople.htm" target="_blank">Læs meget mere om dræber-goplen på Syddansk Universitet ved at klikke her