Drabsmand dømt til indlæggelse

44-årig mand skal indlægges på et psykiatrisk hospital efter et knivdrab i Brabrand.

49 knivstik over hele kroppen og i ansigtet med en 30 centimeter lang kokkekniv.

Sådan dræbte 44-årige Jan Pedersen i august sidste år sin 56-årige underbo i sin lejlighed på Ingasvej i Brabrand.

Den 44-årige mand, der lider af paranoid skizofreni, er blevet erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket, og derfor blev han tirsdag ved retten i Århus idømt en behandlingsdom på et psykiatrisk hospital uden tidsfastsættelse.

Den dømte erkendte ved tirsdagens retsmøde, at han havde haft til hensigt at slå sin underbo ihjel. De to havde lært hinanden at kende under en indlæggelse på det psykiatriske hospital i Risskov, og de havde tidligere haft nogle kontroverser.

- Han var dominerende. Han gik rundt og sagde, at han havde været i jægerkorpset, og at han var mafiakonge. Han sagde også, at han havde dræbt to før, og at han ville dræbe nogle flere. Så jeg var bange for ham, lød forklaringen fra manden, der har været stofmisbruger, siden han var 12 år, og som også var påvirket på gerningstidspunktet.

Forud for drabet havde den 56-årige haft et skænderi med sin kæreste. Hun søgte tilflugt hos overboen, men kæresten fulgte efter hende. Synet af den ubudne gæst fik Jan Pedersen til at føle sig så truet, at han hentede en kokkekniv i køkkenskuffen. Derpå gav han den dræbte adskillige stik i lårene, i ryggen og i brystkassen, ligesom han skar halsen over på sit offer og forsøgte at skære hans næse af.

fter drabet trådte den 44-årige mand, der var indsmurt i blod, ud på trappen foran lejligheden og råbte "Jeg har slået ham ihjel." Råbet alarmerede naboerne, som tilkaldte politiet. Han erkendte sig i retten skyldig i manddrab og havde ingen indvendinger mod indlæggelsen på ubestemt tid. /ritzau/