Donor-fly kom ikke
Livsvigtig operation aflyst
En halvandet år gammel dreng fra Voldum skulle have gennemgået en livsvigtig donor-transplantation i England i lørdags. Men kort tid efter familien havde fået den lykkelige besked om at der var fundet en donor, blev operationen aflyst.
- Da vi lørdag nat fik opringningen om, at der var en donor til Dennis, blev vi så lykkelige, at det ikke kan beskrives med ord. Men 20 minutter senere blev vi igen ringet op og fik at vide, at der ikke kunne stilles transport til rådighed før senere på dagen, og så ville vi ankomme så sent, at donoren ikke længere var en mulighed. Derfor blev operationen aflyst, fortæller Karina Andersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den lille dreng har en sjælden tarmsygdom, der betyder at han ikke kan optage næring og udskiller den væske, han skulle beholde i kroppen. En sygdom, der er livstruende. Og derfor er familien rystet over, at operationen blev aflyst.
- Vi har hele tiden fået at vide, at det eneste vi skulle gøre var at være klar, så vi kunne rejse lige så snart opkaldet kom. Så jeg forstår ikke, hvordan det kunne gå galt, siger Karina Andersen.
Det gør formanden for Region Midtjylland, Bent Hansen, Soc.dem., til gengæld. Han oplyser til TV 2 | ØSTJYLLAND, at det ikke er flyselskabet, men den kontrakt regionen har indgået med selskabet der har fejlet. ,
- Det er selvfølgelig ikke godt nok. Derfor vil jeg se på kontrakten med firmaet, så vi ikke ender i en situation som den her igen, siger Bent Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere i TV 2 | ØSTJYLLANDs udsendelse klokken 19.30.