Dømt for drab på kvinde

To mænd fundet skyldige i skuddrab på kvinde i gangsterlignende opgør

Et gangsterlignende opgør ved Horsens resulterede i drab på
41-årig kvinde. To mænd er fundet skyldige.
  
To mænd på 24 og 30 år fra Horsens-egnen er tirsdag fundet
skyldige i drab på den 41-årige Chanette Sørensen i landsbyen
Lund nord for Horsens.

Kvinden blev den 2. marts 2010 skudt i hovedet i sin stue med
et kraftigt våben, der ikke er fundet, men som efter anklagemyndighedens opfattelse blev affyret fra en passerende
bil.

Drabet menes at være et led i en indviklet familiestrid, der inkluderer flere skudepisoder, narko, pengegæld og ildspåsættelse. Drabet skete om eftermiddagen, mens kvinden havde en familiesammenkomst i sit hus. Og de fem skud mod huset, hvoraf det ene var dræbende, blev affyret fra en bil, mener politiet. Bilen blev senere fundet udbrændt.

Kvindens hus nedbrændte få dage senere, efter at de to mænd
var anholdt. Den yngste af de dømte var tidligere kæreste til den dræbtes datter, og han havde boet i den dræbtes hus. Efter drabet blev der fundet narkotika nedgravet i kvindens have, og motivet til drabet kan være gæld i forbindelse med narkohandel.