Dom kan lukke fyrværkeribranchen
Sådan lyder det fra branchen selv
En stor del af fyrværkeribranchen i Danmark må lukke, hvis en dom fra Retten i Randers i sidste uge kommer til at stå ved magt. Sådan lyder det nu fra fyrværkeribranchen.
Fyrværkerivirksomheden Bright Star Fireworks blev dømt til at flytte sit lager fra forsvarets grund i lufthavnen i Tirstrup senest om et år.
- Det er ganske umuligt. Jeg har selv vidnet i sagen i Randers, og jeg fortalte retten, at det tager mindst 2 år og nærmere 3 år at flytte lageret, siger Karsten Nielsen, der er direktør i Fyrværkeribrancheforeningen, til DR Østjylland.
Det var oven på fyrværkerikatastrofen i Seest for 8 år siden, at flere af landets fyrværkeriimportører blev tvunget til at flytte væk fra byerne.
I stedet fik de lov at flytte ind i nogle bombesikre flyhangarer i den militære del af lufthavnen i Tirstrup.
Kæmper mod politikere og forsvar
Siden har de kæmpet med næb og klør for at kunne blive i hangarerne, mens både det danske forsvar og politikerne i Syddjurs Kommune har forsøgt at få dem ud igen.
Sikkerhedsafstanden til de i alt 200 tons fyrværkeri er nemlig så stor, at det er svært at få lov til at udvikle den civile del af lufthavnen.
- Da 90 procent af alt dansk nytårskrudt laves i Kina, så er det uundgåeligt at have et lager. En fjerdedel af alt dansk nytårskrudt ligger i Tirstrup. Det bliver umuligt at finde et andet sted til det, siger Karsten Nielsen.
Fyrværkeribrancheforeningen frygter, at man vil se en stigning i hjemmelavet og mere farligt fyrværkeri, hvis man afskærer virksomhederne fra at opbevare og dermed sælge nytårskrudtet.