Dødsbrand i Hasle næppe påsat

Det var formentlig et hændeligt uheld, som var årsag til brand, der tirsdag kostede to personer livet.

Genrefoto.

Den voldsomme brand i en villa på Runestenen i Hasle, der dagen før juleaftensdag kostede to personer samt en hund livet, er formentlig et hændeligt uheld.

Kriminalpolitiet i Århus arbejder med en teori om, at branden skyldes enten et tændt stearinlys eller at en person er faldet i søvn med en tændt cigaret i mundvigen.

Ifølge Århus Stiftstidende var huset en regulær brandfælde, og villaen har gennem længere tid huset en såkaldt hashhule i kælderetagen.

Politiet ser dog ikke umiddelbart nogen sammenhæng mellem hashhulen og den tragiske dødsbrand.